Fredag morgen og alt er pakket og klar til at komme ombord på flyveren hjem mod Danmark. Kl. 20.00 i afteb afgår flyet! Men inden da skal den sidste dag i Sydafrikas varme nydes (har hørt, at der venter sne og kulde derhjemme)...
De sidste fem dage har vi været på safari i Krüger Nationalpark. De første to dage var vi langt ude i bushen, hvor der ingen strøm eller andet der minder om civilisation var... Nætterne blev tilbragt på en åben terrasse med den flotteste stjernehimmel over os. Om morgenen vågnede vi op til elefanter ude i horisonten og smuk natur.
Dagene gik med gå-safari, hvor det var de små dyr der var i fokus, eftermiddags- og aftensafari, hvor "the big 5" blev jagtet. Især de to aftensafarier (i mørke) var fantastiske. Løver, vilde hunde, flodheste (både i vand og på land), næsehorne, elefanter, giraffer og mange andre dyr blev spottet.
Desværre har vi ikke set "the big five" - vi mangler leoparderne...derfor må vi tilbage igen engang ;-)
Vi glæder os til at komme hjem og se folk igen..
MAJBRIT OG SIMON - I SYDAFRIKA
fredag den 3. februar 2012
lørdag den 28. januar 2012
Af med bilen
28. jan.
I dag har vi afleveret vores bil, hvilket er helt mærkeligt. Man vender sig hurtigt til at have en bil, hvor alle vores ting kan være i uden at være pakket godt sammen og det er nu ret komfortabelt.
Vi tog tidligt af sted fra vores hostel og gjorde holdt et par gange gennem det nordlige Drakensberg for at tage billeder. Det var en rigtig flot tur. Dog startede den i skyet vejr, men pludselig rundt om hjørnet på bjerget kom sol og blå himmel frem. Resten af turen mod Johannesborg gik fint – en ret kedelig og lige strækning.
Bilen blev afleveret og vi gik ned i ankomsthallen for at vente på vores bestilte taxa fra vores Bed and Breakfast, vi bor på i nat. Det ville være lidt billigere og mere sikkert, når det var bestilt igennem dem. Aftalen gik på kl. 14:00 og da klokken blev mere og mere, og vi synes vi havde ventet længe nok, også taget afrikansk tid i betragtning, ringede vi til B&B for at konstatere, at der ingen taxa var på vej. Nå…men så er det godt at der var en masse i lufthavnen – og vi kom godt frem.
Vores B&B er ret lækkert – dejligt dobbeltværelse (det mest luksuriøse sted indtil nu..) og med fri internet, så vi har fået set lidt håndblod-klip på nettet (vi kan ikke helt lade være, det er jo ret spændende). I aften efter aftensmaden er der briefing om de kommende 5 dages safari. Det bliver rigtig spændende og vi glæder os meget.
fredag den 27. januar 2012
Som sendt fra himlen
27. jan.
YES – planen lykkedes! Da dykning den anden dag desværre ikke blev til det helt vilde, snakkede vi lidt om, hvad de planlagte dykkerdage så skulle bruges på. Midt på køreturen foreslog Simon (faktisk for sjov) at vi kunne springe i faldskærm. Det fik jeg hurtigt sagt ja til – egentlig uden at tænke over, hvad jeg sagde ja til og samtidig med en følelse af, at det kunne være fedt.
Vi fik undersøgt mulighederne og booket en tid til i dag kl. 10:00. Kl. 9:30 ankom vi til Skydive-centret og fik instrukser m.m. Herefter var der lidt ventetid, da vejret skulle klare en anelse op. Ventetiden blev tilbragt i deres have imens vi begge tænkte vores tanker; Simon: ”det er for godt til at være sandt, hvis det her lykkes…”, Majbrit: ”det er også ok, hvis det ikke lykkes…det er nok lidt vildt”.
Skyerne forsvandt og det var tid for at få tøj og seler på. Nervøsiteten og spændingen steg, men på den gode måde. Med hver vores instruktør – og et kamera, der fulgte os – steg vi ombord på det lille fly. Op i en fart gik det og så fløj vi ellers rundt over byen. Huha…højt, hurtigt…og der skulle vi ned – i et frit fald…men der var heldigvis også overskud til at nyde den fantastiske udsigt, der var.
Et klap på skulderen og det var tid for at få selerne tøjret sammen. Jeg (Majbrit) sad forrest og ænede først det ene ben ud, så det andet og med et havde vi et frit fald i luften, hvor vi fløj rundt inden instruktøren udløste faldskærmen. Det var vildt med det frie fald og i den tid ser man intet, man mærker det kun…og det kan ikke sammenlignes med Det Gyldne Tårn eller andet.. Da faldskærmen var udløst var det tid til at nyde de 5 minutters flyvetur ned med en fantastisk udsigt. Nervøsiteten var væk og der var overskud til at styre faldskærmen og bare svæve rundt i luften. Instruktøren overtog til sidst og klarede landingen med bravour.
På jorden igen – lettet og glad. Og på en måde klar til at gøre det igen.. Det var virkelig fedt og en fantastisk oplevelse – svær at beskrive (se videoen, når vi kommer hjem).
Dagens store oplevelse, helt klart! Nu ventede en køretur nordpå, mod det nordlige Drakensberg på vej mod Johannesborg. Vi sidder lige nu i ”det ny Karen Blixen”. Et skønt hostel ude på landet lidt nord for Bergwille med udsigt ud over Drakensberg bjergene. Da vi ankom, kunne receptionisten slet ikke forstå, at vi allerede ville køre videre i morgen, for dette område er det mest fantastiske i hele Sydafrika. Og ja..her er så smukt, men det har været smukt, skønt, fantastisk og fascinerende de sidste 4 uger på vores rundrejse…og vi skal aflevere vores bil i morgen i Johannesborg, inden vi på søndag starter vores safaritur i Krüger, så vi er nødt til at tage afsted.
Natur frem for kultur
26. jan. 2012
Dagen i dag var lagt i spontanitetens hænder. Efter lange overvejelser og en overraskende god nats søvn taget festen lige uden for vinduet i betragtning, var mulighederne indsnævret til to. Skulle vi køre sydpå til Shaka World, der beskrives som en Zuluudgave af Disney Land, eller skulle vi køre vestpå til Hluhluwe Game Reserve og bruge endnu en dag på safari. Vi stak en finger i vejret og mærkede, at det regnede på den og besluttede at tage den behagelige mulighed, nemlig at sidde i bilen hele dagen og kigge efter giraffer og næsehorn og selvfølgelig kattene, som vi endnu ikke har set nogle af i det vilde.
Beslutningen var egentlig nem når det kom til stykket. Tiden hernede har vi hovedsageligt brugt på naturoplevelser frem for kulturoplevelser og Shake World var mere en følelse af at ”det bør man da se”, hvorimod safariturene byder på en spænding og en nærkontakt, med dyrene som vi begge synes er fedt.
Hluhluwe Park er en rigtig stor park, og vi har fået at vide at sydvestdelen af parken var at foretrække. Jagten kunne starte og vi kørte langsomt igennem det meget bakkede terræn med masser af buske. Kattene ses oftest om morgenen og med vores ankomst kl. 11 var vi noget sent på den. Men giraffer og næsehorn var endnu nogle af de dyr vi endnu ikke har været i nærkontakt med…. Ja vi havde faktisk slet ikke set dem endnu.
En afstikker fra hovedvejen igennem parken gav pote og langt ned i dalen i et udtørret vandhul fik Majbrit øje på et næsehorn som lå og solede sig… Eller også var det sygt.. Det var dog blot det første af en række næsehorn, som vi kom tæt på i dag. Det andet næsehorn vi så, var vi ca. 8 meter fra og sad helt forstenede af frygt og fascination over det store, voldsomme, rolige og lidt grimme dyr. Eller i hvert fald grim i forhold til de hundred vis af impalaer vi så over alt i parken.
Flere næsehorn blev det til i løbet af dagen og endda en lille familie med far, mor og…. Ja, måske var det en pige. Gnuer, bøfler og impalaer så vi masser af. Vi måtte også pænt holde tilbage for en mindre elefantflok på 25-30 stykker, som valgte at passere vores vej. Det vil sige, de valgte faktisk at tage vores vej og så måtte vi pænt trisse bagefter i vores pludselige meget lille Toyota Corolla. I vores utålmodighed fik vi kørt lidt for tæt på flokken og pludselig kom en stor elefant ud fra buskadset bag os. Den stoppede op og betragtede vores bil, løftede snablen og strakte den ud for at snuse lidt til den for derefter at konstatere, at vi hverken var græs eller blade. Elefanter går hurtigt fra fascinerende til skræmmende og til bage til fascinerende når man kommer så tæt på dem.
Vi fik også set giraffen, ja flere endda. Et fantastisk smukt dyr. Man ved det er en giraf, når man kigger ud af vinduet på bilen og kun kan se ben. Flot og mærkeligt dyr på samme tid.
Vi forlod parken og kørte syd på mod vores næste stop – The Secret Stop ved Shaka’s Rock lige nord for Durban. Vi har en plan for i morgen, men ved endnu ikke om det lykkes. Men det hører I nok mere om senere… Godnat.
torsdag den 26. januar 2012
Et hurtigt smut i poolen og så til St. Lucia
25. jan.
En gevaldig trampen oven på taget over vores safaritelt og aberne var vågnet op. De klatrer og farer rundt omkring én, så man til tider bliver en anelse skræmt. Men samtidig er vi også ved at være vandt til at se aber, så vi hiver ikke længere kameraet frem hver gang..
Klokken sagde 5:40 og det var tid for havregrød og at blive klar til dykning. Jeg (Majbrit) var en anelse spændt på det her dykning. Hjemmefra havde jeg været i svømmehal og haft et prøvedyk, for at prøve hvordan det er at kunne trække vejret under vand og hvordan udstyret fungerer. Forinden havde Simon guidet mig lidt i, hvordan det fungerer, så mon ikke jeg skulle være klar!
Kl. 6:30 mødtes vi med vores kvindelige instruktør som aftalt. En rigtig sød og stille pige, der efterhånden har dykket op til 270 dyk. Vi bar udstyret op til poolen, hvor vi skulle træne lidt inden vi skulle på åbent hav. Vi fik lidt teori og instruktion om hvordan udstyret fungerer og hvad hvilke håndtegn under vandet betyder. Derefter var det på med våddragt m.m. og i den varme pool.
Vi dykkede lidt og sad lidt på bunden og pustede ind og ud… det gik meget godt og instruktøren havde godt fat i mig. Men det var lige som om, at trygheden ikke helt var der..Jeg forstod hvad hun gjorde af tegn og udstyret fungerede, men hovedet ville bare ikke rigtigt og en anelse klaustrofobi kom snigende. Jeg gjorde tegn til at jeg skulle op – skulle lige have en pause, af med masken og trække vejret ”normalt”. Ok..jeg fik styr på mig selv og tog maske på igen, og vi gik ned. Men det samme skete igen… jeg kunne ikke være nede i vandet og kom op. Efter et par gange at have været nede i vandet og op igen, måtte jeg erkende, at jeg ikke skulle ud at dykke…klaustrofobi-følelse og en manglende tryghed og ro ved at være under vandet overmandede mig.. Stort øv og meget desværre endte vores dykker-oplevelse her.
Efter et bad og et lidt klarere hoved, besluttede vi os for at køre videre.. Kort dykkerferie blev det til i det dejlige Sodwana Bay, desværre…
Nu gik turen først lidt nord på til Kosi Bay, for derefter at vende om og køre tilbage til St. Lucia, hvor vi kom fra. Her kørte vi ind i iSimangaliso Wetland Park, hvor vi brugte resten af dagen og så flodheste (desværre stadig ikke på land..), kuduer, zebraer, gnuer, store og små hjorde-arter, storke og mange andre spændende dyr. Om aftenen tog vi ud at spise på en braziliansk restaurant – endnu en rigtig god mad-oplevelse.
Hvad morgendagen i morgen byder på, ved vi endnu ikke helt.. Planerne er blevet lidt ændret efter ingen dykning, så vi vil drømme lidt om, hvor vi tager hen i morgen.
Fra St. Lucia mod Sodowana Bay
24. Jan. 2012
Klokken blev 19 og vi fik endelig bekræftet, at vi kunne komme ud at dykke. Simon med et genopfriskningskursus og Majbrit med et prøv-at-dykke-og-se-hvad-det-er-for-noget… -dyk. Nu er alt klar til i morgen kl. 6:30, hvor vi skal mødes ved poolen og lave de indledende øvelser og forhåbentlig bliver det stormvejr, de har lovet, ikke så slemt som de frygter.
Det blev kun til et kort stop i St. Lucia, da der på den anden side af Wetlands ligger Sodowana Bay, som skulle byde på nogle af de bedste dykkermuligheder i Afrika. Efter et kort stop på en internetcafé, og lidt proviantering og en fyldt benzintank forlod vi St. Lucia. Turen op imod Sodowana Bay var ikke noget særligt. Det første stykke foregik på N2, den store hoved-/motorvej vi har fulgt stort set lige siden Cape Town.
Sodowana Bay ligger øde, meget øde helt ude ved kysten efter man har kørt igennem små byer og hvad der mest af alt ligner jungle til tider. Hele byen handler om dykning og dykkerturister og at servicere dem med alt, hvad de nu har brug for. Efter at have kørt igennem nogle porte indtil den statsejede park… et par gange og betalt for entré…. Et par gange – hvilket vi ikke helt har forstået endnu, nåede vi frem til vores destination, Coral Divers. Et rigtig flot dykker ressort med pæne hytter, safariteltet – som vi valgte at bo i – pool, bar og en hel masse dykkerinstruktører, som var klar til at bistå os.
Ved ankomst var det dog umuligt at få at vide om vi kunne komme ud at dykke i morgen. Vi fik booket vores safaritelt og måtte pænt vente til den daglige briefing kl. 19:00 for at høre, hvad mulighederne var for dykning i morgen. Eftermiddagen blev lidt lang, men blev brugt fornuftigt på at undersøge nogle af de ledige præstestillinger og snakke med lidt folk. Klokken blev 19 og vi fik endelig bekræftet, at vi kunne komme ud at dykke. Simon med et genopfriskningskursus og Majbrit med et prøv-at-dykke-og-se-hvad-det-er-for-noget… -dyk. Nu er alt klar til i morgen kl. 6:30, hvor vi skal mødes ved poolen og lave de indledende øvelser og forhåbentlig bliver det stormvejr, de har lovet, ikke så slemt som de frygter.
tirsdag den 24. januar 2012
På vejen igen - mod St. Lucia
23. Jan. 2012
I løbet af natten har vi været oppe jævnligt for at gå ud på gangen og se hvad klokken var. 00:11, 04:30, 04:40 fik vi konstateret, da vi ikke fik meget mere søvn. Et bad og lidt brød til morgenmad, og så var det ellers bare at sætte sig ned i receptionen og vente…. Og vente… og vente.. Det føltes som lang tid, men målt i Afrika tid, gik det vel hurtigt. Kl. 10 var manden her med en ny bil og en ekstra nøgle. Vi var spændte på at se om nogen havde været i bilen i løbet af natten, men heldigvis var alt der. Tasker, penge, kamera og alle fugleklatterne fra Khotso… og når ja, så den skramme på kofangeren fra Coffee Bay hullerne, som vores gode mand fra Budget desværre fandt. Skiftede fra rød Opel Corsa til gylden Toyota Corolla var nemt og hurtigt og lige pludselig havde vi en ny bil og alle vores ting igen… eller næsten alle vores ting da.
Det skal fejres… ikke med fyrværkeri, men med en ordentlig kæmpe is med brownie og hele baduljen. Ja, det kan da også fejres med en varm vaffel med is og jordbær, hvis man er lidt mere feminin. Vi var ovenud lykkelige for at der var så mange flinke mennesker, som havde hjulpet os og at Budget trods lidt telefon besvær formåede at få en nøgle til Durban på 20 timer og en ny bil klar til os så vi kunne komme videre.
Efter isen stak vi mod nord imod St. Lucia og flodheste, krokodiller og senere forhåbentlig dykning og snorkling i Sodowana Bay.
Da vi nåede St. Lucia smilede heldet til os endnu engang, da en bådtur netop skulle til at afgå på dagens sidste flodhestetur. Vi kom om bord og havde en dejlig 2-timers tur, hvor vi så nilkrokodiller, flodheste, fiskeørn, den gule væver, egyptiske gæs (Nej, de går ikke som en egypter) og lidt andre fugle. Vi var rigtig tæt på flodhestene, mens de gik rundt på bunden og kiggede op til os en gang imellem. En lang dag var ved at være slut og vi fejrede det med vores gode middag på en restaurant med en masse godt fra havet.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)