torsdag den 26. januar 2012

Et hurtigt smut i poolen og så til St. Lucia

25. jan.

En gevaldig trampen oven på taget over vores safaritelt og aberne var vågnet op. De klatrer og farer rundt omkring én, så man til tider bliver en anelse skræmt. Men samtidig er vi også ved at være vandt til at se aber, så vi hiver ikke længere kameraet frem hver gang..
Klokken sagde 5:40 og det var tid for havregrød og at blive klar til dykning. Jeg (Majbrit) var en anelse spændt på det her dykning. Hjemmefra havde jeg været i svømmehal og haft et prøvedyk, for at prøve hvordan det er at kunne trække vejret under vand og hvordan udstyret fungerer. Forinden havde Simon guidet mig lidt i, hvordan det fungerer, så mon ikke jeg skulle være klar!
Kl. 6:30 mødtes vi med vores kvindelige instruktør som aftalt. En rigtig sød og stille pige, der efterhånden har dykket op til 270 dyk. Vi bar udstyret op til poolen, hvor vi skulle træne lidt inden vi skulle på åbent hav. Vi fik lidt teori og instruktion om hvordan udstyret fungerer og hvad hvilke håndtegn under vandet betyder. Derefter var det på med våddragt m.m. og i den varme pool.
Vi dykkede lidt og sad lidt på bunden og pustede ind og ud… det gik meget godt og instruktøren havde godt fat i mig. Men det var lige som om, at trygheden ikke helt var der..Jeg forstod hvad hun gjorde af tegn og udstyret fungerede, men hovedet ville bare ikke rigtigt og en anelse klaustrofobi kom snigende. Jeg gjorde tegn til at jeg skulle op – skulle lige have en pause, af med masken og trække vejret ”normalt”. Ok..jeg fik styr på mig selv og tog maske på igen, og vi gik ned. Men det samme skete igen… jeg kunne ikke være nede i vandet og kom op. Efter et par gange at have været nede i vandet og op igen, måtte jeg erkende, at jeg ikke skulle ud at dykke…klaustrofobi-følelse og en manglende tryghed og ro ved at være under vandet overmandede mig.. Stort øv og meget desværre endte vores dykker-oplevelse her.
Efter et bad og et lidt klarere hoved, besluttede vi os for at køre videre.. Kort dykkerferie blev det til i det dejlige Sodwana Bay, desværre…
Nu gik turen først lidt nord på til Kosi Bay, for derefter at vende om og køre tilbage til St. Lucia, hvor vi kom fra. Her kørte vi ind i iSimangaliso Wetland Park, hvor vi brugte resten af dagen og så flodheste (desværre stadig ikke på land..), kuduer, zebraer, gnuer,  store og små hjorde-arter, storke og mange andre spændende dyr. Om aftenen tog vi ud at spise på en braziliansk restaurant – endnu en rigtig god mad-oplevelse.
Hvad morgendagen i morgen byder på, ved vi endnu ikke helt.. Planerne er blevet lidt ændret efter ingen dykning, så vi vil drømme lidt om, hvor vi tager hen i morgen.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar