Tilbage til storbyen - Durban

20. Jan.

Vi er igen havnet ved kysten og sidder på et lille hostel i The Bluff, lige syd for Durban. Heste og Drakensberg virker langt væk selvom det ikke var længere siden end i morges, at vi kørte ud af de sidste bjerge. Dagene deroppe har været helt fantastiske og en ferie midt i ferien. Det har været rart at være det samme sted siden i mandags – ja, bortset fra en smuttur til Lesotho. Vi har virkelig nydt bjergene, menneskerne, hestene og den kølige nat. Med os tager vi siddesår, forstuvede fingre, meget trætte ben, ømme inderlår, tørre læber, en bil fyldt med fugleklatter og nye britiske bekendtskaber….. og en helt masse fantastiske minder som billeder og denne dagbog kun kan beskrive alt for fattigt.

Vi forlod Khotso i morges og begav os nord-øst på mod N3, som fører lige ind i hjertet af Durban. Bjergene blev til bakker, og bakkerne blev færre imens temperaturen steg. Vi er nu tilbage på de 30 grader igen og håber at vores lille værelse, som pudsigt nok minder om en hestebås, kan holdes køligt af vores lille blæser.

At stige ind i bilen i Drakensberg og ud af bilen i Durban var en meget overvældende omvæltning. Fredag eftermiddag var alt kaos i Durban… eller også var alt som det plejer. Masser af mennesker, især mange fra Indien og Malaysia, som har et godt greb i Durban og dets markeder og butikker. Vi fandt heldigvis hurtigt et parkeringshus og hen til turistinformationen, som kunne hjælpe os med et bedre by kort. Vores valg af hostel førte os lidt overraskende langt uden for centrum, men vi er egentlig blot på den anden side af bugten. Vi havde valgt dette hostel for dets surfer muligheder, men måtte dog skuffende konstatere, at bølgerne her ikke er for begyndere, hvilket vi havde kunnet læse i vores rejsebøger, hvis vi havde været lidt mere omhyggelige. Første møde med Durban blev ikke meget mere end turistinformationen og en kort gåtur igennem The Workshop butiskscenter og markedet.

Vores hostel er hyggeligt og stille. Vi er ved at være rigtig uden for højsæsonen nu. Vi har dyppet tæerne i poolen og slappet lidt af så vi mentalt kunne omstille os til den hektiske dag, der venter os i morgen. Vi har allerede fundet næste hostel, som bliver Happy Hippo (Den glade flodhest), som ligger ved uShaka Sea World, vi besøger i morgen. Forhåbentlig bliver det en noget større oplevelse end Bay World vi tidligere besøgte i Port Elisabeth. Desuden står den forhåbentlig på lidt surfing enten i morgen eller søndag, Victoria marked fyldt med krydderier, gåture på stranden og en god middag ude i byen.

Aftenens mad blev også lidt af en historie i sig selv. Den lokale ”The Green Dolphin” bød på spareribs og T-bone steak til alt for gode priser. Stedet var rigtig hyggeligt placeret 20 meter fra vandkanten og karokee aftenen gav god stemning. Spareribs’ne var gode og T-bone kødet var godt….. eller det kunne det have været. Det var måske nærmere en introduktion til hvorledes man ødelægger et godt stykke kød. Først og fremmest smører man det ind i alt for meget fabriksfabrikeret marinadesovs, derefter forsøger man at ramme en medium stegning ved at give det maks varme i 7 min. hvorefter man regner med at det er klart og til sidst husker man at lade være med at røre det stregekodeklistermærke, man har sat på kødet. Derefter serveres det med græskarstykker, pomfritter og bønner med kartoffelmos….. ærgerligt, ærgerligt, ærgerligt for sådan et stykke kød der kunne have været så meget. Efter opfordring fra en med-gæst og Majbrit blev realiteterne påpeget – klistermærke på kødet og en koldstegt indre af stegen. Vi betalte heldigvis ikke noget for denne ret, og kommer heller ikke til at gøre det en anden gang.

Vandretur til Lesotho landsby og op på hesten igen

19. Jan.

Klokken var 4:30 i morges da vi for første gang skulle være væk fra hinanden mere end et toiletbesøgs-tid. Afskeden var dog ikke kleenex-fremkaldende, da den ene part aldrig rigtige vågnede, imens den anden part vågende med en jægers parathed.

Solen var endnu ikke oppe, men lyset var begyndt at rejse sig over bjergryggen i nogle fantastiske nuancer ikke set siden morgnerne og aftnerne i den Australske outback. Det er så ganske fascinerende at vågne med solen i en hytte i 2500 meters højde et lille stykke inde i det fuldstændig ukendte Lesotho. Steve var oppe fandt jeg ud af, da han bankede på døren til toilettet for at spørge, om jeg havde nogle tændstikker til gaslamperne i stuen og i køkkenet. Straks gik han i gang med morgengrøden, imens de andre soldaterkammerater også så småt vågnede og konstaterede, at de fleste trods hummerrøde kinder havde sovet ganske udmærket. Ingen morgen med disse britiske drenge uden en varm kop te med masser af mælk og sukker. Man kan være nok så hård og oplevet nok så meget i Afghanistan, men te-trangen tages ikke sådan lige fra briter. Jeg hoppede gerne med på vognen.

Efter maden satte vi kurs imod den nærmeste bjergryg i et mildest talt pænt tempo. Ikke et militær tempo, nej hurtigere, mere et Steve-som-har-levet-det-meste-af-livet-i-bjergene-og-elsker-at-dyrke-ekstrem-løb-i-alt-fra-Mexicos-varme-til-Alaskas-kulde-trods-sine-57-år…. -tempo. Gode pauser blev dog holdt regelmæssigt, så en røverhistorie kunne blive fortalt og vi kunne nyde den noget så fantastiske udsigt ud over bjergene og solopgangen. Da vi nåede bjergryggen i ca. 2900 meters højde, kunne vi kigge ned over målet, en lokal landsby hvor køerne var begyndt at larme, og røgen steg op fra hytterne. En kop te var helt sikkert blevet sat over til os var mine britiske medvandrere enige om. 

Rigtige røverhistorier blev det virkelig til her, da Steve fortalte om, hvordan de hvert år mister heste fra deres farm til banditter fra Lesotho. Som en vaske ægte Crocidille Dundee giver Steve aldrig op og forsøger altid at opspore dem på fod eller hest med sine Zulu venner og sine lokale Sothoer. Og når sporet forsvinder i et stikryds, benyttede de sig i vinters af Google Maps til at finde frem til hvor de var gået forkert. Tilbage på hesten og over bjergene til en landsby uden vejforbindelser snakkede de med landsbyens overhoved, som tydeligvis var fuld af løgn. Godt man så har et par Zulu venner, som ikke er bange for at tage manden bag den nærmeste hytte og trække kniven, for at få de svar, man gerne vil have. De 9 heste blev fundet og reddet med hjem igen. Tilbage i 2000 mistede Khotso farm 45 heste ud af deres samlede ca. 120 heste.

Efter historietimen gik vi ned til landsbyen, som netop var vågnet. Børnene var på vej i skole i deres uniformer. En dreng stod nøgen uden for hytten og vaskede sig imens hans mindre søskende måbende så på, at vi kom gående igennem landsbyen. Hytterne stod spredte, og vi så ned af dalen at vi kun var i et lille hjørne af hele landsbyen. En venlig kone med hvid creme i hele hovedet bød os på hjemmebryggede øl, men til min overraskelse var øl kl. 7 om morgenen for tidligt for briterne.

Æsler stod og larmede, en flok køer blev drevet op i bjergene fra deres stenfold, og vand blev hentet fra de nærmeste vandposter, alt imens vi gik videre ud af byen og rundt om bjerget. Hvad der lignede tre generationer af kvinder kom gående forbi os og hilste pænt på både et afrikansk sprog og engelsk. Den ældste midaldrende kvinde havde mobil i hånden og benyttede sig af at mobiltelefonmasten igen virkede, nu hvor solen var stået op – den kører på solenergi, ligesom resten af landsbyens få steder med strøm. Masten var betalt af kinesiske investorer, som gerne investerer i udvikling både i Lesotho og i resten af Sydafrika.

Resten af turen nød vi udsigten, imens vi gik af kreaturstiger rundt om bjerget. Til min overraskelse havde jeg trods 14 dages ferieform fysikken til at tilmelde mig den britiske hær. At jeg så måske var blevet smidt ud under deres efterfølgende 6 dages vandretur i morgen med fuld bagage, er en anden sag.

Glade og lidt trætte nåede vi frem til Park Lodge igen. Kort før hestefolden trådte Steve centimeter fra en Spyttende cobra, som heldigvis stak af i stedet for at angribe. Bidet fra denne slange er ikke så farligt, men dens giftige spyt er ikke godt at få i øjnene eller åbne sår. Steve samlede slangen op med en vandrestav, som en anden Steve Irwin og fortalte om den. Den spyttede på hans arm, hvilket ikke var farligt og hans solbriller beskyttede øjnene. En god lektion for briterne som kunne risikere at møde sådan en slange under deres 6-dages hike.

Hjemme ved hytten igen var resten af folket oppe og morgenmaden bestående af røræg, pølser, brød og bønner blev hurtigt indtaget (under en time fra landing til afgang var lige hårdt nok) før vi igen red ud.

Lesotho ridetur 2. dagen – 2.del.

Da drengene kom tilbage fra deres vandretur, var jeg (Majbrit) også kommet ud af fjerene. Det var meget tiltrængt med en god nats søvn efter gårdagens ridetur. Fantastisk udsigt og vejr at vågne op til – blå himmel, sol og flotte bjerge.

Morgenmaden blev indtaget og op på hesten igen skulle vi. Dagens program var først hen til et vandfald, derefter frem mod det sted, hvor vi i går spiste frokost og så samme vej tilbage til grænsen. Dog skulle der komme flere store grønne stykker, hvor vi rigtig kunne komme op i fart. Ja tak, tænkte jeg… det behøver jeg ikke!

Vi red af sted og de ømme muskler og især bagdel kunne efterhånden godt mærkes. I flok red vi af sted i et stille tempo, så naturen kunne nydes i fulde drag. Det er helt ubeskriveligt så flot, der er i bjergene – og fantastisk bare at være de eneste i miles omkreds… og så på en hesteryg.

Efter vi havde været forbi et flot vandfald og flere havde fået sig en lille svømmetur, var det af sted igen på de grønne marker. Steve, som red forrest, gav tegn til at vi skulle op i tempo. Ok tænkte jeg, jeg holder godt fast og følger efter Simon. Men med et var Simon og hans hest langt fremme, og det behagede ikke min hest ikke at kunne følge med, så op i et endnu højere tempo kom den. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at holde fast og samtidig tale den ned i tempo og hive i alt hvad jeg kunne… først da den var kommet op ad bakken til de andre heste, fik jeg den endelig til at stoppe. Bag mig kunne jeg høre, at flere af de andre havde det på samme måde som mig – det var lige en tand for meget og for hurtigt…

Cecily, som dannede bagtrop, beroligede mig om, at jeg kunne ride bag hende og så ville det være slut med gallop. Det var lige det, jeg havde brug for – og jeg var ikke den eneste. 3 af briterne havde også fået deres lyst styret, så i en lille gruppe dannede vi nu bagtrop.

Frokosten blev indtaget forholdsvis hurtigt, inden vi skulle trække hestene ned af bjerget vi i går red op af. Det er lidt af en kunst at trække med en hest ned af et bjerg, hvor der er vandhuller, små sten og buske. Men ved at være et godt stykke foran hesten og være forberedt på, hvad der kom på stien, gik det fint. Et stykke nede af bjerget måtte Steve skynde på os – tiden løb og grænseposten lukkede kl. 16, så tempoet måtte sættes op for at nå det. Et godt tag i hesten og op med gå tempo for både heste og os.

Ned af bjerget kom vi og vi nærmede os endnu er stort græsstykke. Med frygten for endnu en galloptur begav vi os af sted. Heldigvis blev der igen lavet en hurtiggruppe og en trav-gruppe med mig og 3 andre drenge (jeg var glad for, at jeg ikke var den eneste, der havde fået nok udfordring og nok af gallop…).

Kl. 15.50 kunne vi se grænseposten og kunne konstatere, at vi nåede det. Passene blev afleveret og fik et stempel. Hestene trukket til den ventende lastbil, og vi selv fyldt op med masser af vand igen. Der havde ikke været nogle pauser siden frokosten pga. tidsnøden, så det var tiltrængt endelig at kunne sidde i græsset og drikke vand. –Og tiltrængt at komme hjem til vores hostel og få et bad og et måltid mad – denne gang et traditionelt afrikansk måltid bestående af en masse bønner.

Alt i alt var det en helt fantastisk tur – også selvom jeg især blev udfordret.. Skøn natur og skønt at ride rundt i bjergene J

På hesteryg imod nye højder

18. jan.

Solen stod op og det blev morgen på ny. En morgen vi havde glædet os til længe. En ordentlig portion havregrød blev indtaget og de mest nødvendige ting pakket. Jakke, trøje, regnbukser og vand som lige kunne være i vores fælles saddeltaske. Ud af vinduet var de nærliggende bakker dækket af dis, men solen brændte, og den ville uden tvivl hurtigt brænde igennem. Inden vi havde fået samlet saddeltasker, fået hjelm og pakket den ekstra taske, som blev transporteret op til vores bjerghytte, Park Lodge inde i Lesotho, var solen igennem, og det ville blive en varm dag i sadlen på flere måder. Vi kørte med Steve (ejer af stedet her, Kothso, og beskrives allerbedst som Sydafrikas Crocidille Dundee), hans datter Candice, som var chauffør for os og Cecily, som arbejder her og som skulle ride med os hele vejen samt hende lillesøster, som var på besøg fra New York. Ved Bushman’s Nek stod hestene allerede klar, striglet og sadlet. Alle 13 stillede vi pænt op på række som til et bal, hvor man venter på at blive spurgt op til første dans. Beskedent må jeg sige at jeg, Simon, er og blev valgt først og fik tildelt Corly, en flot brun hoppe. Majbrit fik tildelt Shaddow, som vi senere skulle finde ud af var en sur gamle kastreret hingst. De første meter foregik til fods med hestene igennem grænseposten til Lesotho. Selve grænsen går ikke her, men det er sidste sted for køretøjer inden man kører ind i Drakensberg bjergene.

Vi fulgte det første stykke tid floden op af dalen, inden vi drejede af og tog den stejle sti op imod vores mål, Park Lodge. Hestene laver ikke andet end at slæbe turister frem og tilbage af de forskellige ruter og hierarkiet imellem hestene er fast, dog til diskussion, og de kender ruten. Så starten forløb stille og roligt over græsstepperne med at lære hesten af kende, at stoppe og standse, passere bække og åer og drikke rigeligt med vand.

Efterhånden som stigningerne blev stejlere og terrænet fyld med klipper, måtte vi flere gange af hestene og trække dem op af stierne og de snørklede veje, som var fyldt med løse sten i alle størrelser. På toppen fik vi endelig vores lovede Cola og madpakke. Humøret var højt og selvom ingen af os rigtig havde fundet rytmen endnu, var ingen faldt af. Resten af stykket foregik på sletten på toppen, og vi gik fra gang til trav til… Ja, vi ville kalde det gallop, men det var det ikke, så lad os kalde det semi-gallop. Fantastisk at flyve hen over stepperne i fuld fart. Hver gang vi krydsede et vandløb med efterfølgende mulighed for trav eller semi-gallop, kunne vi mærke på hestene, hvordan det trak i dem for at sætte af sted efter Steve.

Steve var førerhest, imens Cecily tog bagtroppen. Præsident, altså hesten, fulgte bag og udfordrede konstant for at komme forrest. De andre heste havde også deres plads i geledet, nogle ville helst ikke løbe, nogle troede de skulle være førerhest, men kunne ikke rigtig følge med, eksempelvis Corly. Og andre var mere interesseret i at holde de andre væk fra deres græs, som for eksempel Shaddow. Shaddow havde desværre en tildens til at markere sit territorium ved at sparke ud efter de andre heste. Ubehageligt for både Majbrit på hesten og de andre ryttere.

Inden vi nåede hytten, red vi igennem ”Monument Park”, en samling af sten og klippestykker på sletten, som formerede mageløse former, huler og buer som vi red igennem. Midt i parken havde Steve bestemt sig for, at nok især de 8 soldater, skulle prøves af så pludselig slog han af og red ud i en sø. Hestene kunne lige akkurat bunde, imens vi forsøgte at holde sko og bukser tørre. En både lidt skræmmende, men også fantastisk oplevelse at mærke hvordan hestene bliver ved med at arbejde. Ikke alle heste ville i vandet, men heldigvis var både Corly og Shaddow villige.

Kort efter nåede vi hytten. Vi havde forventede lidt magre kår i en bjerghytte, men hytten var stor og flot med masser af værelser, køkken, flere badeværelser og flotte gaslamper i loftet. Vi ankom til hytten kl. 16 og fik givet heste fri. Med det samme løb de ud i den indhegnede mark og vente sig i græsset for at få kløet saddelmærkerne af. Frie heste midt i bjergene virker på en eller anden måde bare mere rigtig.

Vi fandt vores værelse og fik tørret vores tøj i solen. Solen havde brændt hele dagen og i denne højde, 2500 meter, brænder den skarpt. Men vi er blevet klogere og var godt forberedte. Desuden har vi fået et fint lag sol efterhånden. Det havde vores britiske venner ikke, og det måtte de bøde for. Aftensmaden blev først serveret kl. 21 og nogle meget trætte og sultne ryttere fløj i maden. Kylling og ris i en form for indisk, afrikansk inspireret gryde – det smagte himmelsk. Tiden forinden havde vi fordrevet med bad, en lur, snakken, tøj tørring og et spil golf… ja altså kortspillet, som lillesøsteren lærte os. Rigtig hyggeligt at have fået nogle medrejsende på denne tur. Forstå os ret, det er dejligt at være sammen, men vi kan begge lide at være sammen med hinanden, når der også er andre. Ridning og kortspil fungerede som en rigtig god måde at komme ind på hinanden, og det har føltes, som vi var en stor gruppe, hvilket var dejligt.
Trætte gik vi i seng og tændte vores natlampe med en tændstik. I en sidste træt, træt stund havde Simon sagt ja til at følge soldaterne og Steve på en morgentur kl. 4:30 i morgen tidlig. De går over den nærmeste bjergryg ned til en nærliggende landsby og kl. 9 ridder vi så ud igen…. Godnat.

Vandretur mod Rhino Peak

17. jan.

Vandretur er fortegnet for dagen i dag. Efter at have set på lidt kort og forskellige vandreruter, faldt valget på Rhino Peak – den længste på 18 km. Vi havde fået at vide, at den ca. tog 8-10 timer eller 6, hvis vi var i god form og gode til at vandre. Vores selvtillid fejlede fra morgenstunden intet, så det var målet – også selvom den rare dame i turistinformationen ved Drankensberg Castle så lidt skeptisk ud, da vi sagde, den var målet. Om vi nåede den eller ej, var egentlig også lige meget ift. de andre vandreruter, da de var en del af denne rute.
Med godt humør og højt tempo begav vi os op af bjerget. Det blev hurtigt hårdt og varmt – trods det var tidlig formiddag og temperaturerne slet ikke var, som de tidligere har været ved kysten. Drikkepauser og billedtagning blev en god ven J

Udsigten var helt fantastisk. Det er næsten svært at forklare så smuk en natur der var – blå himmel, bjerge og bjergtoppe, græsmarker, floder og vandfald så langt øjet rakte – smukt!
Hurtigt havde vi gået 2½ time og vi var fremme ved første stop på ruten – en lille hule i en klippeformation. Her blev den efterhånden sædvanlige frokost indtaget (groft brød med marmelade), mens vi nød udsigten. Videre skulle vi og målet var nu ikke længere Rhino Peak, men så langt vi orkede. Efter at være nået til det andet udsigtsted og punkt på kortet, besluttede vi at begynde at gå tilbage. Vi skulle gerne nå at komme ud at porten, inden den lukker (her er mange steder i parker, bjerge og reservater, hvor der er porte, der lukker ved 16-tiden – og det er ikke billigt at komme for sent har vi læst!). Ned nåede vi – godt trætte i ben og fødder. Derfor var det helt vidunderligt ved foden af bjerget at soppe i en ”Hippe Pools” (en lille pool i floden) – køligt og fuldstændigt klart vand. Så skøønt..

Tilbage på vores hostel var et helt fodboldhold ankommet – dog i hver deres holdtrøje. Det viste sig dog at være en gruppe britiske soldater, der var på teambuildingtur i Sydafrika. I morgen skal både de og vi på hestetur i 2 dage. Unge udadvendte fyrer med højt humør – det tegner godt. Bare det nu er en sød hest…