torsdag den 26. januar 2012

Et hurtigt smut i poolen og så til St. Lucia

25. jan.

En gevaldig trampen oven på taget over vores safaritelt og aberne var vågnet op. De klatrer og farer rundt omkring én, så man til tider bliver en anelse skræmt. Men samtidig er vi også ved at være vandt til at se aber, så vi hiver ikke længere kameraet frem hver gang..
Klokken sagde 5:40 og det var tid for havregrød og at blive klar til dykning. Jeg (Majbrit) var en anelse spændt på det her dykning. Hjemmefra havde jeg været i svømmehal og haft et prøvedyk, for at prøve hvordan det er at kunne trække vejret under vand og hvordan udstyret fungerer. Forinden havde Simon guidet mig lidt i, hvordan det fungerer, så mon ikke jeg skulle være klar!
Kl. 6:30 mødtes vi med vores kvindelige instruktør som aftalt. En rigtig sød og stille pige, der efterhånden har dykket op til 270 dyk. Vi bar udstyret op til poolen, hvor vi skulle træne lidt inden vi skulle på åbent hav. Vi fik lidt teori og instruktion om hvordan udstyret fungerer og hvad hvilke håndtegn under vandet betyder. Derefter var det på med våddragt m.m. og i den varme pool.
Vi dykkede lidt og sad lidt på bunden og pustede ind og ud… det gik meget godt og instruktøren havde godt fat i mig. Men det var lige som om, at trygheden ikke helt var der..Jeg forstod hvad hun gjorde af tegn og udstyret fungerede, men hovedet ville bare ikke rigtigt og en anelse klaustrofobi kom snigende. Jeg gjorde tegn til at jeg skulle op – skulle lige have en pause, af med masken og trække vejret ”normalt”. Ok..jeg fik styr på mig selv og tog maske på igen, og vi gik ned. Men det samme skete igen… jeg kunne ikke være nede i vandet og kom op. Efter et par gange at have været nede i vandet og op igen, måtte jeg erkende, at jeg ikke skulle ud at dykke…klaustrofobi-følelse og en manglende tryghed og ro ved at være under vandet overmandede mig.. Stort øv og meget desværre endte vores dykker-oplevelse her.
Efter et bad og et lidt klarere hoved, besluttede vi os for at køre videre.. Kort dykkerferie blev det til i det dejlige Sodwana Bay, desværre…
Nu gik turen først lidt nord på til Kosi Bay, for derefter at vende om og køre tilbage til St. Lucia, hvor vi kom fra. Her kørte vi ind i iSimangaliso Wetland Park, hvor vi brugte resten af dagen og så flodheste (desværre stadig ikke på land..), kuduer, zebraer, gnuer,  store og små hjorde-arter, storke og mange andre spændende dyr. Om aftenen tog vi ud at spise på en braziliansk restaurant – endnu en rigtig god mad-oplevelse.
Hvad morgendagen i morgen byder på, ved vi endnu ikke helt.. Planerne er blevet lidt ændret efter ingen dykning, så vi vil drømme lidt om, hvor vi tager hen i morgen.




Fra St. Lucia mod Sodowana Bay

24. Jan. 2012

Det blev kun til et kort stop i St. Lucia, da der på den anden side af Wetlands ligger Sodowana Bay, som skulle byde på nogle af de bedste dykkermuligheder i Afrika. Efter et kort stop på en internetcafé, og lidt proviantering og en fyldt benzintank forlod vi St. Lucia. Turen op imod Sodowana Bay var ikke noget særligt. Det første stykke foregik på N2, den store hoved-/motorvej vi har fulgt stort set lige siden Cape Town.
Sodowana Bay ligger øde, meget øde helt ude ved kysten efter man har kørt igennem små byer og hvad der mest af alt ligner jungle til tider. Hele byen handler om dykning og dykkerturister og at servicere dem med alt, hvad de nu har brug for. Efter at have kørt igennem nogle porte indtil den statsejede park… et par gange og betalt for entré…. Et par gange – hvilket vi ikke helt har forstået endnu, nåede vi frem til vores destination, Coral Divers. Et rigtig flot dykker ressort med pæne hytter, safariteltet – som vi valgte at bo i – pool, bar og en hel masse dykkerinstruktører, som var klar til at bistå os.
Ved ankomst var det dog umuligt at få at vide om vi kunne komme ud at dykke i morgen. Vi fik booket vores safaritelt og måtte pænt vente til den daglige briefing kl. 19:00 for at høre, hvad mulighederne var for dykning i morgen. Eftermiddagen blev lidt lang, men blev brugt fornuftigt på at undersøge nogle af de ledige præstestillinger og snakke med lidt folk.

Klokken blev 19 og vi fik endelig bekræftet, at vi kunne komme ud at dykke. Simon med et genopfriskningskursus og Majbrit med et prøv-at-dykke-og-se-hvad-det-er-for-noget… -dyk. Nu er alt klar til i morgen kl. 6:30, hvor vi skal mødes ved poolen og lave de indledende øvelser og forhåbentlig bliver det stormvejr, de har lovet, ikke så slemt som de frygter.