Som sendt fra himlen

27. jan.

YES – planen lykkedes! Da dykning den anden dag desværre ikke blev til det helt vilde, snakkede vi lidt om, hvad de planlagte dykkerdage så skulle bruges på. Midt på køreturen foreslog Simon (faktisk for sjov) at vi kunne springe i faldskærm. Det fik jeg hurtigt sagt ja til – egentlig uden at tænke over, hvad jeg sagde ja til og samtidig med en følelse af, at det kunne være fedt.

Vi fik undersøgt mulighederne og booket en tid til i dag kl. 10:00. Kl. 9:30 ankom vi til Skydive-centret og fik instrukser m.m. Herefter var der lidt ventetid, da vejret skulle klare en anelse op. Ventetiden blev tilbragt i deres have imens vi begge tænkte vores tanker; Simon: ”det er for godt til at være sandt, hvis det her lykkes…”, Majbrit: ”det er også ok, hvis det ikke lykkes…det er nok lidt vildt”.

Skyerne forsvandt og det var tid for at få tøj og seler på. Nervøsiteten og spændingen steg, men på den gode måde. Med hver vores instruktør – og et kamera, der fulgte os – steg vi ombord på det lille fly. Op i en fart gik det og så fløj vi ellers rundt over byen. Huha…højt, hurtigt…og der skulle vi ned – i et frit fald…men der var heldigvis også overskud til at nyde den fantastiske udsigt, der var.

Et klap på skulderen og det var tid for at få selerne tøjret sammen. Jeg (Majbrit) sad forrest og ænede først det ene ben ud, så det andet og med et havde vi et frit fald i luften, hvor vi fløj rundt inden instruktøren udløste faldskærmen. Det var vildt med det frie fald og i den tid ser man intet, man mærker det kun…og det kan ikke sammenlignes med Det Gyldne Tårn eller andet..

Da faldskærmen var udløst var det tid til at nyde de 5 minutters flyvetur ned med en fantastisk udsigt. Nervøsiteten var væk og der var overskud til at styre faldskærmen og bare svæve rundt i luften. Instruktøren overtog til sidst og klarede landingen med bravour.

På jorden igen – lettet og glad. Og på en måde klar til at gøre det igen.. Det var virkelig fedt og en fantastisk oplevelse – svær at beskrive (se videoen, når vi kommer hjem).

Dagens store oplevelse, helt klart! Nu ventede en køretur nordpå, mod det nordlige Drakensberg på vej mod Johannesborg. Vi sidder lige nu i ”det ny Karen Blixen”. Et skønt hostel ude på landet lidt nord for Bergwille med udsigt ud over Drakensberg bjergene. Da vi ankom, kunne receptionisten slet ikke forstå, at vi allerede ville køre videre i morgen, for dette område er det mest fantastiske i hele Sydafrika. Og ja..her er så smukt, men det har været smukt, skønt, fantastisk og fascinerende de sidste 4 uger på vores rundrejse…og vi skal aflevere vores bil i morgen i Johannesborg, inden vi på søndag starter vores safaritur i Krüger, så vi er nødt til at tage afsted.

Natur frem for kultur

26. jan. 2012

Dagen i dag var lagt i spontanitetens hænder. Efter lange overvejelser og en overraskende god nats søvn taget festen lige uden for vinduet i betragtning, var mulighederne indsnævret til to. Skulle vi køre sydpå til Shaka World, der beskrives som en Zuluudgave af Disney Land, eller skulle vi køre vestpå til Hluhluwe Game Reserve og bruge endnu en dag på safari. Vi stak en finger i vejret og mærkede, at det regnede på den og besluttede at tage den behagelige mulighed, nemlig at sidde i bilen hele dagen og kigge efter giraffer og næsehorn og selvfølgelig kattene, som vi endnu ikke har set nogle af i det vilde.

Beslutningen var egentlig nem når det kom til stykket. Tiden hernede har vi hovedsageligt brugt på naturoplevelser frem for kulturoplevelser og Shake World var mere en følelse af at ”det bør man da se”, hvorimod safariturene byder på en spænding og en nærkontakt, med dyrene som vi begge synes er fedt.

Hluhluwe Park er en rigtig stor park, og vi har fået at vide at sydvestdelen af parken var at foretrække. Jagten kunne starte og vi kørte langsomt igennem det meget bakkede terræn med masser af buske. Kattene ses oftest om morgenen og med vores ankomst kl. 11 var vi noget sent på den. Men giraffer og næsehorn var endnu nogle af de dyr vi endnu ikke har været i nærkontakt med…. Ja vi havde faktisk slet ikke set dem endnu.

En afstikker fra hovedvejen igennem parken gav pote og langt ned i dalen i et udtørret vandhul fik Majbrit øje på et næsehorn som lå og solede sig… Eller også var det sygt.. Det var dog blot det første af en række næsehorn, som vi kom tæt på i dag. Det andet næsehorn vi så, var vi ca. 8 meter fra og sad helt forstenede af frygt og fascination over det store, voldsomme, rolige og lidt grimme dyr. Eller i hvert fald grim i forhold til de hundred vis af impalaer vi så over alt i parken.

Flere næsehorn blev det til i løbet af dagen og endda en lille familie med far, mor og…. Ja, måske var det en pige. Gnuer, bøfler og impalaer så vi masser af.  Vi måtte også pænt holde tilbage for en mindre elefantflok på 25-30 stykker, som valgte at passere vores vej. Det vil sige, de valgte faktisk at tage vores vej og så måtte vi pænt trisse bagefter i vores pludselige meget lille Toyota Corolla. I vores utålmodighed fik vi kørt lidt for tæt på flokken og pludselig kom en stor elefant ud fra buskadset bag os. Den stoppede op og betragtede vores bil, løftede snablen og strakte den ud for at snuse lidt til den for derefter at konstatere, at vi hverken var græs eller blade. Elefanter går hurtigt fra fascinerende til skræmmende og til bage til fascinerende når man kommer så tæt på dem.

Vi fik også set giraffen, ja flere endda. Et fantastisk smukt dyr. Man ved det er en giraf, når man kigger ud af vinduet på bilen og kun kan se ben. Flot og mærkeligt dyr på samme tid.

Vi forlod parken og kørte syd på mod vores næste stop – The Secret Stop ved Shaka’s Rock lige nord for Durban. Vi har en plan for i morgen, men ved endnu ikke om det lykkes. Men det hører I nok mere om senere… Godnat.