6. jan.
Dagen i dag kan betegnes som den første rigtig etape vi har kørt. Cirka 500 kilometer er det blevet til siden vi forlod Hermanus i morges lidt over kl. 9. Målet var Mossel Bay og starten på Garden Route (Ruten op langs østkysten mod Port Elisabeth). Men som mellemstop havde vi dog planlagt at dreje syd på først mod Cape Agulhas for at se, hvor det Atlantiske ocean mødes med det Indiske ocean. Vel Sydafrikas svar på Grenen… Stedet var i sig selv ikke så meget anderledes end resten af kyststrækningen, men når man nu har chancen for at stå på spidsen af Afrika og kigge nord på mod resten af det Afrikanske kontinent og syd på mod Antarktis, ja så skal man jo gøre det. Et par billeder, en syltetøjsmad og et dyp med fødderne i vandet, og så var vi på farten igen.
Landskabet i dag har for første gang budt på større landbrugs arealer. Masser af bløde marker med få køer, lidt kvæg, nogle får, en enkelt flok hjorte, en større kalkun familie, en frygtelig masse halmballer som triller ned af bakkerne, men mest af alt blot tørt, tørt græs. Temperaturen viste også 35 grader i dag og med høj sol og ingen skyer… overhovedet, kan man godt forstå, hvordan det hele er blevet så tørt. Det har været rart endelig at flytte sig, sådan fysisk, over en længere distance. Da vi i går aftes sad og så på kortet og lavede den første grove skitse over resten af dagene hernede, virkede der lige pludselig langt til Johannesborg. Men når man først kommer i bilen og derud af med 120 km/t på landevejene (Info til mødrene: 120 km/t er det tilladte på landevejene i Sydafrika), så kan man nå meget på en dag.
Vi nåede frem til Mossel Bay i rigtig god tid midt på eftermiddagen. Første stop er som regel byens turistinformation, hvor der spørges efter gode steder af overnatte. En række togvogne placeret tæt ved stranden blev inspiceret, men m2-prisen var simpelthen for høj i sådan en togkupé. Vi forsatte lidt nord for byen til Little Brak, hvor vi har fundet et rigtig fint lille hostel. Gode forhold, flinke mennesker og lidt stille. Sommerferien er ved at være slut for sydafrikanerne og det kan mærkes på sengepladserne – dejligt. Det sidste af eftermiddagen brugte vi på stranden i vandet. Første rigtige strandtur hvor værdigenstandene var opbevaret forsvarligt på vores hostel og vi begge frit kunne plaske rundt i bølgerne. Og sikke nogle bølger. Store flotte, lyseblå/turkisblå bølger som ikke blot er en skylle, men en kraftfuld væg som rammer en. Rigtig sjovt at lege i ved at bruge sig selv som menneskelig surfbræt. Dejligt, dejligt med en tur i vandet efter en lang dag i bilen og med 35 grader uden for.
Hvad morgendagen bringer vides endnu ikke, men det vil vi til at finde ud af nu. God aften til jer alle hjemme i Danmark.