fredag den 27. januar 2012

Som sendt fra himlen

27. jan.

YES – planen lykkedes! Da dykning den anden dag desværre ikke blev til det helt vilde, snakkede vi lidt om, hvad de planlagte dykkerdage så skulle bruges på. Midt på køreturen foreslog Simon (faktisk for sjov) at vi kunne springe i faldskærm. Det fik jeg hurtigt sagt ja til – egentlig uden at tænke over, hvad jeg sagde ja til og samtidig med en følelse af, at det kunne være fedt.
Vi fik undersøgt mulighederne og booket en tid til i dag kl. 10:00. Kl. 9:30 ankom vi til Skydive-centret og fik instrukser m.m. Herefter var der lidt ventetid, da vejret skulle klare en anelse op. Ventetiden blev tilbragt i deres have imens vi begge tænkte vores tanker; Simon: ”det er for godt til at være sandt, hvis det her lykkes…”, Majbrit: ”det er også ok, hvis det ikke lykkes…det er nok lidt vildt”.
Skyerne forsvandt og det var tid for at få tøj og seler på. Nervøsiteten og spændingen steg, men på den gode måde. Med hver vores instruktør – og et kamera, der fulgte os – steg vi ombord på det lille fly. Op i en fart gik det og så fløj vi ellers rundt over byen. Huha…højt, hurtigt…og der skulle vi ned – i et frit fald…men der var heldigvis også overskud til at nyde den fantastiske udsigt, der var.
Et klap på skulderen og det var tid for at få selerne tøjret sammen. Jeg (Majbrit) sad forrest og ænede først det ene ben ud, så det andet og med et havde vi et frit fald i luften, hvor vi fløj rundt inden instruktøren udløste faldskærmen. Det var vildt med det frie fald og i den tid ser man intet, man mærker det kun…og det kan ikke sammenlignes med Det Gyldne Tårn eller andet..
Da faldskærmen var udløst var det tid til at nyde de 5 minutters flyvetur ned med en fantastisk udsigt. Nervøsiteten var væk og der var overskud til at styre faldskærmen og bare svæve rundt i luften. Instruktøren overtog til sidst og klarede landingen med bravour.
På jorden igen – lettet og glad. Og på en måde klar til at gøre det igen.. Det var virkelig fedt og en fantastisk oplevelse – svær at beskrive (se videoen, når vi kommer hjem).
Dagens store oplevelse, helt klart! Nu ventede en køretur nordpå, mod det nordlige Drakensberg på vej mod Johannesborg. Vi sidder lige nu i ”det ny Karen Blixen”. Et skønt hostel ude på landet lidt nord for Bergwille med udsigt ud over Drakensberg bjergene. Da vi ankom, kunne receptionisten slet ikke forstå, at vi allerede ville køre videre i morgen, for dette område er det mest fantastiske i hele Sydafrika. Og ja..her er så smukt, men det har været smukt, skønt, fantastisk og fascinerende de sidste 4 uger på vores rundrejse…og vi skal aflevere vores bil i morgen i Johannesborg, inden vi på søndag starter vores safaritur i Krüger, så vi er nødt til at tage afsted.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar