Fra kyst til bjerg

16. jan.

Efter en dejlig nats søvn og en portion havregrød, var vi igen på farten. 1½ times kørsel op mod N2 på den hullede vej med køer, grise, får og heste gående side om side med os og vi var på vej mod Nelson Mandela museum. Da vi for snart lidt tid siden ikke kunne komme på Robben Island, besluttede vi os for, at vi ville på det, der skulle være det bedste Nelson Mandela museum i Sydafrika. Forinden har vi de sidste par dage brugt bilturene på at læse lidt historie om Sydafrika og apartheid og forsøgt at få lidt fornemmelse af, hvad det drejer sig om, så vi var egentlig rustet til nu at skulle på museum. Vi nåede Mthatha og fandt museet. Men til vores store ærgrelse var der røde ”No entry” sedler rundt om museet, og vi kunne ikke komme ind. ØV! Lone Planet (guidebog) havde ellers fortalt os, at museet var åbent….men den fortæller ikke, når der skal restaureres. Rigtig ærgerligt, men sådan var det. Heldigvis lå Mthatha (byen) på vores vej videre, så vi havde ikke kørt forgæves.

Tilbage mod bilen gik vi forbi en lille kirke og i iver for at se et eller andet i byen, gik vi ind ad porten til kirken. Hurtigt kom en lille afrikansk kvinde os i møde og spurgte, om vi ville se kirken. Ja, tak – det ville vi gerne. Dejligt at blive mødt med den åbenhed og vilje til at vise sin kirke frem. Da vi havde set kirken og snakket lidt med kvinden, spurgte hun, om vi var i bil. Det var vi og da vi på opfordring havde fortalt hvor vi havde parkeret, ville hun lige følge os lidt af vejen og holde øje med os, da det ikke så sikkert i byen. Rigtig venligt af hende (dog havde vi ikke haft indtryk af, at vi skulle være ekstra forsigtige eller utrykke).

I bilen igen gik turen mod Underberg og Khotso. Et godt stykke på 300 km. ventede os og ved 16.-tiden var vi fremme ved Khotso hostel. Turen herop havde vist ret flotte bjerge og landskaber – og nu, mandag aften, sidder vi midt i de smukke bjerge. Her er virkelig flot – og stille, men hyggeligt. Aftenen har vi tilbragt ved bålet, sammen med tre andre backpackers fra Ungarn.

I morgen tager vi på en vandretur, inden vi på onsdag skal på ridetur.

Hul i det

15. jan

Vi forlod Chinsta tidligt i morges for at køre længere mod nord til Coffee Bay. Vejret var kun blevet marginalt bedre, så vi håbede meget på, at vejret vil blive bedre desto længere nordpå vi kom.

Turen i bil var en tur som sædvanlig her i Sydafrika med en masse små busser, mennesker i vejkanten, som forsøger at få et lift, og lidt dyr i vejkanten en gang imellem. Men da vi drejede af N2 (Hovedvejen/motorvejen fra Cape Town og hele vejen nord på) ændrede tingene sig lidt. Menneskerne blev flere og husene blev også flere. Lidt overraskende var de ikke samlet i små landsbyer, men spredt jævnt ud over de flotte grønne bløde bakker, og som solen var begyndt at skinne på. Husene, runde med stråtag bygget af sten, blev farverige med turkise, grønne og røde farver. På samme måde upassende med det Afrika, vi forventede og alligevel meget naturligt for de meget farverigt klædte kvinder, som går rundt. 

Udsigten måtte dog vige for, da koncentrationen blev påkaldt af heste, grise, køer og får på vejen. I forbifarten så vi en anden gruppe turister (hvilket er blevet et mere sjældent syn siden vi forlod Garden Route) stå ved en mekaniker for at få sat nyt dæk på. Få meter længere fremme gik årsagen op for os. Store huller i den ellers fine vej krævede sin fører. Zigzag frem og tilbage med minibusser susende forbi os, alt imens køer, grise, heste og får stadig ikke benyttede sig af de ellers fine græsarealer ved siden af vejen. Vejen føltes lang, og blev kun længere af den påkrævede langsomme kørsel. Hullerne var dybe og med skarpe kanter var de en invitation til den lokale mekaniker. Et enkelt stort hul som vi ramte, gav et sus i maven, og vi måtte holde ind for at sikre os intet var sket. Heldigvis overlevede vi denne gang, men et køreskifte var påkrævet og et frisk sæt øjne på vejen. Med tålmodighed og forsigtighed fik vi os snoet de 50 km. fra N2 til Coffee Bay. På vejen havde vi endda overskud til at samle et par tyske drenge op, som slæbte på deres netop reparerede hul efter de også var røget i et ”pothole”.

Endelig fremme ved vores hostel ”The Coffee Shack” kunne vi ånde lettet op. Et fint hostel langt ude i ingenting, men med flot beliggenhed ved Coffe Bay og kysten med sine ”Wild Coast” klipper blandet med smuk sandstrand. Dramatisk og romantisk på samme tid. Navnet er angiveligt kommet fra et skib lastet med kaffe, som sank uden for bugten. Men en mere moderne fortolkning er alle de ”coffee shops” på gaden, som går rundt og præsenterer sig høfligt og fortæller, at de gerne vil lave forretning med os…. og det forsøger de så. Græs og svampe har de til salg til gode priser. Men nææ tak, vi vil bare gerne have vores pose med Lays chips.

Vil blev placeret i en af de famøse ”Huts”, som vi havde set på vejen, dog i en hvid udgave. Stråtag er utroligt hyggeligt, især ude fra, men inde fra er det ikke til at vide hvad det gemmer, men et hint kan man finde i sengen, hvor en fin lille fugleklat er blevet efterladt. Høfligt fik Majbrit spurgt efter en anden sovesal inden i hovedbygning med et lidt mere gennemskueligt loft, hvilket reddede aftenen og forhåbentlig også natten.

Søndag aften var der efter en skøn tur i vandet og afslapning på stranden solnedgangstur til den nærtliggende bakketop, hvor vi blev placeret på hvad der føltes som kanten af verden. Der var godt nok langt ned og lige så kort til kanten. Men timingen var elendig, og der var alt for lang tid til at de lokale smykkesælger kunne forsøge at overbevise os om, at vi skulle købe diverse smykker af dem. Men den køber et par jyder ikke. Vi forlod solnedgangen tidligt og nåede lige hjem inden regnen væltede ned. Da resten af flokken var kommet ned fra toppen, fik vi serveret et søndags-gratis måltid mad. Lækkert og hyggeligt at spise under stråtaget, i junglen, med lyden af havet og regnen på taget med en flok andre rejsende som så lige vildtfarende ud. Ris og en gang sammenkogt var retten og kunne, hvis man havde taget ferskenen ud, lige så godt have været dansk.  

Vi klarede endnu en gang dagens udfordring. Det værste var egentlig, at der ikke var flere surfboards ledige som vi kunne leje. Nu glæder vi os til i morgen, hvor vi tager til Mthatha for at se Nelson Mandela museet og videre til Khotso Horsetrails ved Underberg, hvor vi skal ride på hesteryg in i Lesohto, overnatte og tilbage igen. Det bliver helt fantastisk.