På hesteryg imod nye højder

18. jan.

Solen stod op og det blev morgen på ny. En morgen vi havde glædet os til længe. En ordentlig portion havregrød blev indtaget og de mest nødvendige ting pakket. Jakke, trøje, regnbukser og vand som lige kunne være i vores fælles saddeltaske. Ud af vinduet var de nærliggende bakker dækket af dis, men solen brændte, og den ville uden tvivl hurtigt brænde igennem. Inden vi havde fået samlet saddeltasker, fået hjelm og pakket den ekstra taske, som blev transporteret op til vores bjerghytte, Park Lodge inde i Lesotho, var solen igennem, og det ville blive en varm dag i sadlen på flere måder. Vi kørte med Steve (ejer af stedet her, Kothso, og beskrives allerbedst som Sydafrikas Crocidille Dundee), hans datter Candice, som var chauffør for os og Cecily, som arbejder her og som skulle ride med os hele vejen samt hende lillesøster, som var på besøg fra New York. Ved Bushman’s Nek stod hestene allerede klar, striglet og sadlet. Alle 13 stillede vi pænt op på række som til et bal, hvor man venter på at blive spurgt op til første dans. Beskedent må jeg sige at jeg, Simon, er og blev valgt først og fik tildelt Corly, en flot brun hoppe. Majbrit fik tildelt Shaddow, som vi senere skulle finde ud af var en sur gamle kastreret hingst. De første meter foregik til fods med hestene igennem grænseposten til Lesotho. Selve grænsen går ikke her, men det er sidste sted for køretøjer inden man kører ind i Drakensberg bjergene.

Vi fulgte det første stykke tid floden op af dalen, inden vi drejede af og tog den stejle sti op imod vores mål, Park Lodge. Hestene laver ikke andet end at slæbe turister frem og tilbage af de forskellige ruter og hierarkiet imellem hestene er fast, dog til diskussion, og de kender ruten. Så starten forløb stille og roligt over græsstepperne med at lære hesten af kende, at stoppe og standse, passere bække og åer og drikke rigeligt med vand.

Efterhånden som stigningerne blev stejlere og terrænet fyld med klipper, måtte vi flere gange af hestene og trække dem op af stierne og de snørklede veje, som var fyldt med løse sten i alle størrelser. På toppen fik vi endelig vores lovede Cola og madpakke. Humøret var højt og selvom ingen af os rigtig havde fundet rytmen endnu, var ingen faldt af. Resten af stykket foregik på sletten på toppen, og vi gik fra gang til trav til… Ja, vi ville kalde det gallop, men det var det ikke, så lad os kalde det semi-gallop. Fantastisk at flyve hen over stepperne i fuld fart. Hver gang vi krydsede et vandløb med efterfølgende mulighed for trav eller semi-gallop, kunne vi mærke på hestene, hvordan det trak i dem for at sætte af sted efter Steve.

Steve var førerhest, imens Cecily tog bagtroppen. Præsident, altså hesten, fulgte bag og udfordrede konstant for at komme forrest. De andre heste havde også deres plads i geledet, nogle ville helst ikke løbe, nogle troede de skulle være førerhest, men kunne ikke rigtig følge med, eksempelvis Corly. Og andre var mere interesseret i at holde de andre væk fra deres græs, som for eksempel Shaddow. Shaddow havde desværre en tildens til at markere sit territorium ved at sparke ud efter de andre heste. Ubehageligt for både Majbrit på hesten og de andre ryttere.

Inden vi nåede hytten, red vi igennem ”Monument Park”, en samling af sten og klippestykker på sletten, som formerede mageløse former, huler og buer som vi red igennem. Midt i parken havde Steve bestemt sig for, at nok især de 8 soldater, skulle prøves af så pludselig slog han af og red ud i en sø. Hestene kunne lige akkurat bunde, imens vi forsøgte at holde sko og bukser tørre. En både lidt skræmmende, men også fantastisk oplevelse at mærke hvordan hestene bliver ved med at arbejde. Ikke alle heste ville i vandet, men heldigvis var både Corly og Shaddow villige.

Kort efter nåede vi hytten. Vi havde forventede lidt magre kår i en bjerghytte, men hytten var stor og flot med masser af værelser, køkken, flere badeværelser og flotte gaslamper i loftet. Vi ankom til hytten kl. 16 og fik givet heste fri. Med det samme løb de ud i den indhegnede mark og vente sig i græsset for at få kløet saddelmærkerne af. Frie heste midt i bjergene virker på en eller anden måde bare mere rigtig.

Vi fandt vores værelse og fik tørret vores tøj i solen. Solen havde brændt hele dagen og i denne højde, 2500 meter, brænder den skarpt. Men vi er blevet klogere og var godt forberedte. Desuden har vi fået et fint lag sol efterhånden. Det havde vores britiske venner ikke, og det måtte de bøde for. Aftensmaden blev først serveret kl. 21 og nogle meget trætte og sultne ryttere fløj i maden. Kylling og ris i en form for indisk, afrikansk inspireret gryde – det smagte himmelsk. Tiden forinden havde vi fordrevet med bad, en lur, snakken, tøj tørring og et spil golf… ja altså kortspillet, som lillesøsteren lærte os. Rigtig hyggeligt at have fået nogle medrejsende på denne tur. Forstå os ret, det er dejligt at være sammen, men vi kan begge lide at være sammen med hinanden, når der også er andre. Ridning og kortspil fungerede som en rigtig god måde at komme ind på hinanden, og det har føltes, som vi var en stor gruppe, hvilket var dejligt.
Trætte gik vi i seng og tændte vores natlampe med en tændstik. I en sidste træt, træt stund havde Simon sagt ja til at følge soldaterne og Steve på en morgentur kl. 4:30 i morgen tidlig. De går over den nærmeste bjergryg ned til en nærliggende landsby og kl. 9 ridder vi så ud igen…. Godnat.