Port E. - Masser af kryb, men ingen delfin

 11. Jan.

Græshopperne spiller og varmen trykker, men sveden er lige ved at holde op med at dryppe ned fra ansigtet. Ved siden af os sidder et fransk par, som netop er kommet tilbage fra Addo Elephant Park, hvor de var så heldige at se et næsehorn i dag. Vi håber også at være så heldige i morgen, når vi tager de små 15 km. mod nord fra Addo by til Addoparken. 
Vi har fundet et helt fantastisk Bed & Breakfast som er meget mere end blot et par værelser. Det føles næsten som Karen Blixens farm, bortset fra at det måske er lidt grønnere her. Vi er omgivet af citrus plantager – måske appelsiner, måske en anden frugt. Stedet er hegnet ind og porten glider kun til side ved et dyt i hornet eller den rigtige kode. Vi har fået en køjeseng på deres sovesal, - vi er de eneste indtil videre. Sengene er rigtig fine, badeværelserne er næste designer-agtige, køkkenet er stort og flot og kan rumme en større spejdertrop. Taget er proppet med sorte rør, der varmer vandet op til 62 grader, ligesom dem vi ser på næste alle husene i townships’ne vi kører forbi snart dagligt. Det franske par bor i safari telte, som er slået op på fliser for at give den særlige franske fornemmelse… Parret som ejer stedet har lige været forbi og hilst på os. De er selv franske og forklarer måske den fine standard, der er på stedet.

Indkøbsmulighederne er mere begrænset og vores forsøg på at finde noget kød til en Braii (grill) blev stoppet ved mødet med en lille tankstation, som var proppet med arbejdere fra plantagerne som lige skulle have lidt mad med hjem. Da vi nåede ud til bilen igen, var to sække med appelsiner/citrus parkeret foran døren og en mand kom løbende og forsøgte ihærdigt at sælge os dem. Nej tak, vi havde fået den liter mælk vi skulle bruge til vores havregryn og noget mere vand. 30 grader i luften kræver noget vand.

Dagen og natten startede et helt andet sted - på Kings Beach ved Port Elisabeth. Vores hostel var fint, en køjeseng på sovesalen, ejeren lidt underlig, som de nu er på hostels, men vældig fint. Jo jo, to katte løb da rundt, hvor det passede dem, og den lille gravhund, som var væsentlig mindre end de to katte, forsøgte at puste sig lidt op og agere vagthund. Alt var sådan set fryd og gammen… og når ja, lidt prutmave selvfølgelig. Men lige inden lyset blev slukket for dagen, kom et firben til syne oppe i krogen under loftet. Men ja, nu er vi vel i Afrika og det var vel på tide, vi fik mødt lidt af den. Vi lagde os til at sove i et fuldstændig opkogt værelse. Midt i natten vågende Simon så med et sæt, da en slange kryb ind af vinduet og hen over benene. Chock! Ja okay, slange var ganske vidst kun en kat, som gerne ville ud, men som ikke kunne, fordi vi havde blokeret de åbne vinduer med gardiner. Katten blev hængende til den havde fået lov til at komme ud.

Det hjalp ikke synderligt på oplevelsen af at der var kryb og kravl på det hostel, men heldigvis blev det næste firben først spottet, da vi var vågnet. Det sad solidt på undersiden af overkøjen og fjernede hurtigt søvnklatterne fra Majbrits øjne. Sikke en nat.

Vi havde glædet os til at komme til Port Elisabeth. Bøgerne beskrev den smukt og det ville være rart at komme til en storby igen. Men Port E. var ikke meget mere end et stort industriområde, et rigtig flot stadion, som vi ikke rigtig kunne komme ind til og så Bay World….. ak og ve. Bay Wold. Den gyldne stråle som skulle redde vores ophold i Port E. Da vi kom ind fornemmede vi at noget ikke var som det skulle være. En tom parkeringsplads, en entre på kun 25 Rand (ca. 20 kr.) og ikke andre mennesker end nogle rengøringsfolk. Efter at have betalt entré, gik det op for os at hovedattraktionen, delfinerne, slet ikke var her længere. De var flyttet til Hong Kong tilbage i 2009, og nu var man så i gang med at restaurere det store fine bassin, så der igen kunne komme delfiner… de var ikke nået langt med det endnu. Resten af udstillingen var et skørt miks af hajer, dinusaurus fosiler, skildpadder, høns, pingviner, lidt sæler, nogle fiske, genstande fra de indfødtes kultur og deres stamme stamtavler og så nogle barnevogne… meget mystisk.

En jordbærmilkshake på en café med en meget sød servitrice, som næsten var for forsigtig på toppen af Port E. ved monumentet for Nelson Mandela reddede vores ophold i byen.

Nu sidder vi så her i Karen Blixen baghave og hygger os. Vi har virkelig taget det afrikanske tempo til os og har nydt eftermiddagen i en hængekøje med vores rejsebøger. Vores safari i morgen bliver forhåbentlig helt fantastisk. Vi glæder os meget. Og selvom 3 uger her i Sydafrika nogle gange kan synes lidt langt, har vi stadig meget vi glæder os til endnu. Vi skal helt sikkert ud at surfe igen, vi skal forhåbentlig ride i Drakensberg, på museum i Mthatha og lære en masse om Nelson Mandela og hans kamp for Sydafrika, vi skal se Durban, dykke ved Sodawana Bay og når ja, så skal vi til Krüger på vores afsluttende 5 dages safari.