torsdag den 5. januar 2012

Cape Point og Kap det gode håb

3. jan.
Tidlig op! Ja, hverdagen er så småt kommet over os og det er slut med at sove længe. Efter havegrøden, som blev tilberedt på trangia (tak til Line og Ole for lån og hilsen J), gik turen mod Cape Point nationalpark, der ligger sydligt for Simons Town. Vi kom heldigvis så tidligt, at vi undgik diverse bilkøer og kunne køre rundt i parken i fred og ro. Vi havde håbet at få de første glimt af bavianer, men ingen held i dag. Til gengæld så vi masser af både, både turbåde og lystfiskerbåde, samt en helikopter hver halve time. Alle strømmede til fra de nærliggende byer, helikopterne fløj fra Waterfront i Cape Town for at se de flotte klipper og det barske hav, som har samlet masser af energi siden det forlod Antarktis.  Mærkeligt at tænke på at næste landfast forhindring mod syd er sydpolen. 

Kap det gode håb blev også besøgt samt de to strudse, der boede der. Vi skulle hilse herfra. Men trods det mere velkendte navn må Kap det gode håb siges at være lillebror til Cape Point, hvor fyret og vejrstationen er placeret. Et lille museum om Dias, som først nåede enden af Afrika i sin søgen efter krydderiruten til Asien, og Da Gama som blev den første der sejlede hele vejen til Indien.
Efter Cape Point forsøgte vi at finde et hostel udenfor Cape Town, men pga. at de stadig har ferie i Sydafrika og er rundt ved strandbyerne, var det ikke så lige til. Fra Noordhoek mod Hout kørte vi igennem et fantastisk pas og noget af det smukkeste kyststrækning vi har set indtil nu… og det siger en del synes vi. Hout Bay var perfekt til os. En mindre by med flot strand og butikker og tæt på Table Mountain som vi gerne vil op på i morgen, hvis vejret tillader det. Men desværre, alt optaget.  Derfor endte vi igen i Cape Town og denne gang down town på Long St. hvor vi fandt et rigtig backpacker hostel. Dyrt-billigt, slidt, trangt, lidt larmende, men det virker jo og endnu en seng er blevet redt.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar